Nyhedsbrev september 2019

En dejlig sommer er ved at bevæge sig over i efterår – med mere tid til fordybelse og indadvendte aktiviteter

På Ørstedsgade vore 2 dejlige skoleformer – Odense design akademi og Friskolen Glasværket kommet godt i gang med det nye skoleår.
Både store og små er i gang med spændende læring, projekter og hands-on aktiviteter. – Også lærerne!

Her ved årets start har Odenses mange festivaler sat deres spor på både oplevelser, indhold i undervisningen og udtryk rundt om på skolen.
Således er ODA elevernes HCA papirkliplamper stadig udstillet i Kongensgade, Friskolen har været til forskellige aktiviteter i forbindelse med H. C. Andersenfestivalen, og selv jer forældre var inddraget som frivillige vagter til HCA – og tak for det.

Skolens kantine var i uge 34 siden rammen for et Spoken Word arrangement med 140 gæster fra andre skoler i Odense, som så vores skønne skole og hørte Pede B- og Mads Korsgaard tale om kreativitet på kommando. Og her sidst var det ODA eleverne, som arbejdede med farver som tema i forbindelse med Odense Film Festival.

Hvis ikke I allerede følger både Friskolenglasvaerket og Odense Designakademi på både Facebook og Instagram, vil jeg stærkt opfordre jer til at gøre det nu.
Skolen har brug for I bakker op og deler alt hvad vi sender ud af spændende fra vores hverdag. Så kom – kom- bak op! Vi kan sagtens være mange flere på vores dejlige skole – både friskole og designakademi!

I friskolen har vi særlig fokus på Maria Montessoris pædagogiske tanker og praktiske skolearbejde her i efteråret. Lærerne og personale fra SFO besøger sammen med mig en Montessoriskole i Malmø sidst i september.
På friskolen arbejder vi i fællesskab hands-on med udvikling,  inspiration og kvalificering af værksteder til de mere abstrakte skolefag, hvor det ikke falder helt så naturligt at arbejde kropsligt, taktilt og sanseligt med emnerne. 
Vi samarbejder også med lærerne fra ODA fremover – både om fælles udvikling, – og beskrivelse det fælles værdigrundlag og pædagogiske ståsted for den samlede institution.

Allerede i oktober sender skolen den første ansøgning afsted for at skabe udviklingsmuligheder
– og økonomisk råderum til at skabe det mest fantastiske Mulighedernes Rum på vores eventyrlige loft på 3. sal. Vi ønsker at skabe et naturvidenskabeligt laboratorium og et MakerSpace, krydret med ODAs og friskolens kreative, kunstneriske og hands-on-designermæssige tilgang.
Men også krydret med masser af KUNST, så vi kan være foregangsskole og være med til at hæve barren for fremtidens naturvidenskabsundervisning og understøtte et paradigmeskifte, hvor naturvidenskaben og de kreative, kunstneriske humanistiske retninger beriger og løfter hinanden til nye højder.
Alt dette kan lade sig gøre, fordi en håndfuld vildt aktive forældre tager førertrøjen på og gør et kæmpe stykke arbejde for skolen – og alle jeres børn – Så tusind tak for jer!

Jeg vil gerne opfordre jer til at komme til den stiftende generalforsamling i Støtteforeningen som afholdes tirsdag d. 24.9. kl. 17 i kantinen og høre meget mere om dette første projekt, vi kaster os ud i sammen – men også hvilke nye ideer og ting vi kan skabe sammen.

Mit første nyhedsbrev bliver som I kan se,  én stor opfordring om opbakning fra jer forældre, men jeg vil også gerne sige mange til jer og alt det i allerede stiller op til.
Uden jer, kan vi ikke sammen skabe den dejligste skole og skolegang, vi alle sammen ønsker for jeres børn.
Vi har brug for jer, for at skolens liv og læring, rammer og fundament hænger sammen. og at I som nævnt følger begge skoler på de sociale medier – `liker` og deler alt hvad I kan, så vi kan blive flere, og dermed også sikre skolens økonomisk bæredygtighed og udvikling.

Tak for den dejligste første måned sammen i det nye skoleår.

Anna-Stina Billund
Forstander